Efter én dag, kommer der en anden

-English at the bottom- Jeg har ikke lovet nogen – og i hvert fald ikke mig selv – at foretage mig noget kontinuerligt under dette ophold i Athen. Men da jeg nåede at blive ramt af en irritation over min forrige skrivning, blev jeg samtidig ramt af en lyst. Ikke en lyst, der forbandt sig til det at skabe, men snarere én, der virkede mere infiltrerende – næsten undergravende for selve skabelsen – og som i højere grad knyttede sig til selve lytningen. Jeg kan bedst beskrive det som en lytning, der ville livet. En mulighed for, at jeg – igennem lytningen – kunne åbne oplevelsen en smule.

Jeg er taget til Athen alene. Og som et menneske, der hurtig begynder at liste, nærmest svæve igennem en fremmed by, hvis der ikke er noget der tvinger mig til at involvere mig i livet her, bliver tilstanden én lang observation. En observation som glimtvis kan slå sprækker, når en stemme sniger sig forbi min observation. Men der opstod der en åbning igennem en lytning, som jeg gerne vil forsøge at levendegøre i teksten. På tredjedagen er jeg vågnet op med en vanlig og spæd fremkomst af en stemme, som oftest kommer når jeg begynder have det lidt for godt med bare at være. En stemme der, forholder sig kritisk til nuet, og altid er klar til at diskutere med de andre stemmer. Jeg synes den kommer for tidligt, hvis jeg da tror at den nogensinde har været væk. Dog er jeg overbevist om at den vil mig det bedste. Det bedste med den lille pris af tilstedeværelse.

38 grader og jeg søger tilflugt på det nordiske bibliotek. Jeg bliver bekræftet i at der er køligt her. Chatten foreslog mig igår aftes at læse Ovid's metamorfoser og myten om Ekko og Narcissus. Overraskende opløftet efter at have læst myten om, hvordan Narcissus tager livet af Ekko ved at nægte hende sin kærlighed, og over at have fundet en fin forbindelse til et stemmeligt fænomen i den græske mytologi (selvom Ovid er romersk digtskriver), går jeg lidt lettere gennem byen, i retning af der hvor frokosten er. Jeg drejer rundt om et hjørne, og ud på en stor gade for foden af Akropolis. En bølge kommer over mig, for her efter skæringen af hjørnet, sidder fem svedende mænd og spiller musik sammen. Jeg hører ikke hvad de spiller - musikken er bare. En diffus og kompleks form for lytning. Det lyder ikke godt eller dårligt, de sveder bare sammen og der er fem af dem. Og sådan er musikken. Det er lyden af livet foran mig, der kommer over mig. Deres fremkomst er mig ubegribelig, ligeså deres forsvinden efter de har givet mig deres musik. De spiller i under 60 sekunder (er min fornemmelse), og en af dem spiller en solo på en saz, der er mindre end hans hænder. Jeg klapper, de takker, jeg takker, og så pakker de sammen og overlader mig med denne åbning af liv. Jeg prøver at gribe dette øjeblik og når at tage min zoom-rekorder frem, men væk skal instrumenterne, og ligeså de små stole de fem sidder på. Som transformeret af denne pludselige griben i livet, har jeg en ny bevægelighed maven. Jeg må lytte til de her mennesker der sidder langs vejen og spiller. Lytte til det liv musikken forklæder sig i, og høre de stemmer som ikke er hørbare - det er et godt projekt i dag. I rørelsen hører jeg hvad denne lytning også må betyde - jeg må spørge om lov før jeg begynder at optage, jeg må betale dem, jeg må satse en afvisning, og jeg må etablere et intimt rum midt på gaden, hvor jeg sidder i min tavse lytning og forbinder mig til mennesket. Jeg må sige farvel igen. Jeg har, på vej til det nordiske bibliotek tidligere på dagen, passeret en musiker siddene roligt i skyggen under et træ længere nede ad den store gade for foden af Akropolis. Hans instrument er en Kemenche - den ligner en Saz, men mindre og bliver spillet med bue. Jeg blev med det samme grebet af de traditionelle klange, både i tonesprog, og i den lydlige kvalitet af instrumentet. Til mit held møder hans musik mig igen tre timer senere, og jeg går hurtigt afsted for at hæve nogle penge som jeg kan tilbyde ham. Jeg fornemmer en hast i mit indre, for hvor længe har han tænkt sig at sidde der. Jeg hæver penge, går tilbage til ham, og på vejen tænker jeg over hvordan det mon er bedst at insinuere at jeg vil optage - skal jeg tage min zoom rekorder op på forhånd, inden jeg giver ham skejs? Nej, skejs først. (5 euro må være nok til at starte med. Det er stort set en forøgning på 100% af hans fortjeneste.) Dernæst stå og lytte lidt, anerkend ham i lytningen. Derefter zoom-rekorder frem. Ja. Jeg udfører denne manøvre, hæver min optager lidt op imod ham, nikker til ham, han nikker tilbage. Jeg sætter mig på knæ, så tæt på ham som jeg synes jeg kan tillade mig.

Starter første optagelse. Sidder der i fem minutter i stilhed med optageren rettet mod ham. Jeg kigger op på ham engang imellem. Vores blikke mødes sjældent, men når de gør danser ildfluerne. Jeg stopper første optagelse, og justerer på mikrofon niveauet. Starter en ny optagelse. Siddende der tænker jeg over hvad mon der vil ske hvis jeg giver ham flere penge. Vil han spille hurtigere? Vil han spille bedre? Vil han stille sig op og gå fordi nu har han fået nok? Jeg giver ham fem euro mere, dels for at forlænge min høflige indtrængen, dels ud af nysgerrighed på om jeg kan høre forskel. Dumme tanker, men ikke destomindre interessant lytning. Jeg stopper anden optagelse, og justerer mikrofon niveauerne. Starter tredje optagelse, og denne gang gør jeg mig umage for at være i den rene lytning. Jeg hører pludselig instrumentet resonere i kassen, som var der indbygget en rumklang. Jeg hører hans egen stemme nynne med på tonerne. Jeg hører hvordan stemmer omkring mig akkompangere spillet i komplekse rytmiske indfald, og tonale modstykker. En kompleks kadence i gruppen af turisters fodtrin der passerer forbi mig. Afslutningsvis spiller han Bella Ciao, som det perfekte postludie, som får lytningen til at eksplodere ud i en associationsrække af symbolske fortællinger om modstand mod fascismens totalitære magt under anden verdenskrig. (Bliver nødt til at disclaime at denne viden først opstår da jeg kommer hjem, men for dramaturgiens skyld, inddrager jeg den som en del af lytningen og for at understrege den pludseligt opstående association, som gør at lytningen overgår fra tavs til talene).

Jeg nikker til ham, går væk fra ham, kommer i tanke om at jeg må have et billede af ham, går tilbage, men det føles mærkeligt for mig at etablere kontakt med ham igen efter, at have siddet intenst foran ham i 20 minutter og optaget ham. Så jeg tager et billede på afstand. Han får øje på mig og giver mig dette blik, hvilket tydeligt betyder "tak for den tid vi delte, og tak for de 10 eur du gav mig. Jeg havde spillet lige meget hvad"

"Jeg skriver det her på dansk fordi at før jeg selv havde sproget, blev jeg dannet af sproget. Derfor ved jeg hvad jeg siger på dansk, hvor det engelske sprog vil være replikationer af ting jeg har hørt efter jeg fik det danske sprog." I haven’t promised anyone – and certainly not myself – to engage in anything continuous during this stay in Athens.

But when I found myself annoyed by my previous writing, I was simultaneously struck by a desire. Not a desire connected to creating, but rather one that seemed more infiltrative – almost subversive to the act of creation itself – and more deeply tied to the act of listening.

I can best describe it as a kind of listening that wills life. A possibility that I – through listening – might slightly open up the experience.

I’ve come to Athens alone.

And as someone who quickly begins to drift, almost float through a foreign city unless something forces me to engage with life here, the state becomes one long observation. An observation that can occasionally crack open when a voice sneaks past my detachment.

But then, an opening emerged through listening, and I want to try to bring that to life in writing.

On the third day, I wake to the usual faint emergence of a voice – the one that tends to show up when I start to feel a bit too good simply being.

A voice that takes a critical stance on the present moment and is always ready to argue with the others. I think it’s arrived too early – if it was ever gone at all. Still, I’m convinced it wants the best for me. The best, at the small cost of presence.

38 degrees, and I seek refuge in the Nordic Library.

I’m reassured that it’s cool here. The chat last night suggested I read Ovid’s Metamorphoses and the myth of Echo and Narcissus.

Surprisingly uplifted after reading the myth of how Narcissus kills Echo by denying her his love – and by the fact that I’ve found a poetic connection to a vocal phenomenon within Greek mythology (even if Ovid was Roman) – I move more lightly through the city, heading toward where lunch awaits.

I turn a corner and step onto a large street at the foot of the Acropolis.

A wave comes over me, for just beyond the turn, five sweating men are playing music together.

I don’t hear what they’re playing – the music simply is. A diffuse and complex kind of listening. It doesn’t sound good or bad, they’re just sweating together, and there are five of them. That’s how the music is. It’s the sound of life before me, washing over me. Their appearance is unfathomable, as is their disappearance after they’ve given me their music.

They play for under 60 seconds (or so I feel), and one of them plays a solo on a saz smaller than his hands. I applaud, they thank me, I thank them – and then they pack up and leave me with this opening into life.

I try to grasp the moment, manage to pull out my Zoom recorder, but the instruments are already being packed away – and so are the little stools they sat on.

Transformed by this sudden encounter with life, I feel a new mobility in my belly.

I must listen to these people who sit along the roadside and play.

Listen to the life that music disguises itself as, and hear the voices that are not audible – that’s a good project for today.

In that stirring, I also understand what this listening must entail: I must ask for permission before recording, I must pay them, I must risk rejection, and I must create an intimate space in the middle of the street, where I sit in silent listening and connect to the human. I must say goodbye again.

Earlier on my way to the Nordic Library, I had passed a musician sitting calmly in the shade of a tree further down that large street at the foot of the Acropolis.

His instrument is a Kemenche – it resembles a saz, but smaller, and is played with a bow.

I was instantly drawn to the traditional timbres, both in the tonal language and the sonic texture of the instrument.

Luckily, I encounter his music again three hours later. I rush off to withdraw some money to offer him.

There’s a sense of urgency within me – how long will he stay there? I withdraw the money, return to him, and on the way, I wonder how best to imply I’d like to record – should I take out my Zoom recorder before I give him the cash?

No – money first. (€5 should be enough to start. That’s almost a 100% increase on his likely earnings.)

Then I stand and listen a bit, acknowledge him through my listening. Then bring out the recorder. Yes.

I carry out this maneuver: raise my recorder slightly toward him, nod at him, he nods back.

I kneel down, as close as I think I can respectfully get. Sit there for five minutes in silence, recorder pointed toward him.

I look up at him now and then. Our eyes rarely meet, but when they do, fireflies dance between us.

I stop the first recording, adjust the microphone level.

Start a second recording.

Sitting there, I wonder what would happen if I gave him more money. Would he play faster? Would he play better? Would he stand up and leave, having gotten what he came for?

I give him €5 more – partly to prolong my polite intrusion, partly out of curiosity to hear if anything changes.

Foolish thoughts, yet an interesting kind of listening.

I stop the second recording and adjust the levels again.

Start a third recording – this time making an effort to enter a state of pure listening.

Suddenly, I hear the instrument resonate inside its body, as if there’s a built-in reverb.

I hear his own voice humming along to the notes.

I hear how the surrounding voices accompany his playing with complex rhythmic impulses and tonal counterpoints.

The cadence of tourist footsteps passing behind me becomes intricate.

Finally, he plays Bella Ciao, the perfect postlude – exploding the listening into a string of symbolic associations about resistance to fascist totalitarianism during World War II. (I must disclose that this knowledge only came to me after returning home – but for the sake of dramaturgy, I include it here as part of the listening, to underscore how suddenly a listening can shift from silent to speaking.)

I thank him for the music, walk away, then realize I want a photo of him.

I return, but it feels strange to reestablish contact after sitting so intently in front of him for 20 minutes recording.

So I take the photo from a distance.

He sees me and gives me a look – clearly meaning: “Thank you for the time we shared, and for the €10 you gave me. I would’ve played anyway.”