Hvepsene har lange ben her,

så de får bare lov at have lange ben her.

English below

Som efterhånden må ligge klart, samler jeg på uforståelighederne de her dage. Jeg går, jeg lytter, jeg læser og jeg tænker. Og de bevægelser er tunge, indtil de er lette, indtil de bliver tunge igen. Disse tekster jeg skriver tillader jeg at sætte fri for kritisk revidering og identitetsoverenstemmelse, så ordet opleves, af mig, som en relativt tro forlængelse af den dynamiske tilstand jeg befinder mig. Og lige præcis denne dynamiske og ikke-konkluderede tilstand håber jeg på er en læreprocess, som i sidste ende kan lede mig hen til en essens. Hvis ikke - så er det også rigtigt. Jeg sidder på den samme terrasse hver aften og spiser græsk salat hver aften, og efter klokken 20.00 kan jeg finde på at ryge en cigaret, ikke hver aften. Ellers hører jeg de samme fugle, spurve, papegøjer og duer primært. Der flyver en skade rundt uden halefjer. Vinden suser i træerne på en anden måde. Man kan høre at det er en anden type af træer, for vinden suser tørere end i danmark. Det suser med en dybere knashed, og da jeg begyndte at lytte rigtig efter troede jeg at jeg havde propper i ørerne.

Jeg kan se på bjerget og fokusere og være afventende overfor den lyd bjerget måtte lave. At kigge og afvente rammer mig med en gisnen i maven, som om at jeg kan snyde mig selv til rent faktisk at tro på, at der kan komme en lyd. En monstrøs lyd, som jeg på forhånd er påvirket af, og som ryster mig. Kort tid kan jeg holde denne lytteillusion, før min koncentration glipper.

I aften lytter jeg efter de lyde som ingen associationskæde har for mig - de lyder som jeg ikke forstår. Som hvepsens lange ben, lader jeg mig kun fascinere af den æstetiske sanselighed jeg bliver udsat for. Indtil jeg bliver afbrudt, af den vanlig analyse af årsagen.

Jeg befinder mig i Zappeion Garden. Jeg kommer direkte fra Ryoji Ikeda koncert, hvilket i øvrigt var et super nice sensory overload. Mine skridt er langsomme, for jeg har lige fået limet mine læddersko, og jeg jeg mistænkeliggør forholdet mellem varme og lim, for jeg har engang prøvet at bruge en limpistol. I parkens mørke opstår der lyde, som ikke hører til i parken. Hvad er da i øvrigt det for en påstand at komme med, som om noget lyd ikke er velkommen her. Ikke desto åbner det lige præcis op for et aspekt af lytningen, som påvirker mig i højere grad, end den glitchy noise koncert jeg kom fra. For før jeg støder på årsagen (og jeg kunne desværre ikke lade være med at søge efter den), er affekten af min lytning betinget af en kontekst. En kontekst af, at i min symbolske forståelse af parken ikke stemmer overens med den lyd som jeg bliver mødt af. Og det skaber denne skizofoniske tilstand, som ikke blot opløser min forståelse af parken, og de aftaler med, og forventninger til objekter som jeg er underlagt, men at jeg også selv er ikke-konkluderet midt i denne uforståelige overvældelse af lyd. Tilstanden varer desværre kort tid, og jeg vil ønske at fortolkningen kunne få lov at udeblive længere, for det er en glæde for mig at blive ramt af en skrækindjagende diskrepans. Jeg optager og vælger også at dokumentere resten af min tur igennem parken.

The wasps have long legs here, so they’re simply allowed to have long legs here.

As may be increasingly clear, I’m collecting the unintelligible these days. I walk, I listen, I read, and I think. And those movements are heavy—until they’re light—until they become heavy again. I allow these texts I write to be free from critical revision and identity alignment, so the word can be experienced, by me, as a relatively faithful extension of the dynamic state I find myself in. And it’s precisely this dynamic and inconclusive state that I hope is a learning process—one that might eventually lead me toward some kind of essence. If it doesn’t—then that’s also true.

I sit on the same terrace every evening and eat Greek salad every evening, and after 8 PM I might have a cigarette—not every evening. Otherwise, I listen to the same birds: sparrows, parrots, and mostly pigeons. A magpie without tail feathers flies around. The wind rustles through the trees differently here. You can hear that it’s a different type of tree—the wind rustles drier than in Denmark. It rustles with a deeper brittleness, and when I started listening closely, I thought I had water in my ears.

I can look at the mountain, focus, and remain open to whatever sound the mountain might make. Looking and waiting hits me with a kind of tension in the gut, as if I can trick myself into truly believing a sound might come. A monstrous sound, one that affects me in advance, one that shakes me. For a short while, I can sustain this listening illusion before my concentration slips.

Tonight I’m listening for sounds that hold no chain of association for me—sounds that I don’t understand. Like the wasp’s long legs, I allow myself to be fascinated purely by the aesthetic sensuousness I’m exposed to. Until I’m interrupted by the usual analysis of cause.

I’m in the Zappeion Garden. I came straight from a Ryoji Ikeda concert—which, by the way, was a super nice sensory overload. My steps are slow, because I just had my leather shoes glued, and I’m suspicious of the relationship between heat and glue—because I once tried using a glue gun. In the darkness of the park, sounds arise that don’t belong in the park. And what kind of claim is that, anyway—as if some sound isn’t welcome here? Still, it opens up exactly the kind of listening that affects me more than the glitchy noise concert I came from. Because before I encounter the cause (and unfortunately I couldn’t help but search for it), the affect of my listening is shaped by a context. A context in which my symbolic understanding of the park doesn’t align with the sound I’m confronted with. And this creates a schizophonic state—not only dissolving my understanding of the park, and the agreements and expectations I project onto objects, but also leaving me inconclusive in the middle of this overwhelming, unintelligible sonic experience. Unfortunately, the state doesn’t last long. I wish interpretation would stay away longer—because there’s joy in being struck by a terrifying discrepancy.

I record and choose to document the rest of my walk through the park.