Jeg skal ikke erklære mig selv som bodybuilder, og jeg læser en læsning af en bog jeg ikke har læst, og det gør mig nervøs,

English below

for blotlæggelsen af et erkendelsesniveau, der er dybere end den erkendelse, som jeg ikke har gjort mig, er åndssvagt, det kan jeg sagtens høre. Nervøsiteten eksisterer dog stadig i frygten for at tiden skal blive spildt og mulighederne gå tabt. Jeg har lige købt bogen på Saxo, formateret den i Callibre, og lagt den over på min Kindle, og først nu opstår tvivlen. Bogen hedder "Proust og Tegnene", og er Gilles Deleuze' læsning af Marcel Proust's bog "På sporet af den tabte tid". Deleuze skriver på en komplet utilnærmelig måde, men stadig er jeg draget af hans idéer, og noget trak mig i den retning. Så der danner sig en sky over mit hoved, der skygger. I skyen sidder en stemme der vejer tiden der går. Konstant tygger den på tallene, og analyserer afkastet af den tid der forløb. Det er en paradoksal stemme der får mig til at forhaste mig, som om den vil at tiden skal spildes. Det er stemmen der diskuterer i en uendelig beslutningstagen, som om at der er et valgets ideal, og jo mere jeg diskuterer, jo mindre føles valget som mit eget. Stemmen vil at jeg vælger rigtigt, men afholder mig fra det liv der er at finde i valget.

Så hvordan gør jeg det af med en sky? Jeg suger indtil der ikke er mere sky tilbage, og erfarer så at stemmen ikke har noget hjem i skyen. Jeg stikker hovedet frem, og puster og stønner. Nej, jeg ser at skyen er der, og så bevæger jeg mig over i solen, givet at hele himlen ikke er blevet overskyet.

På mange måder deler det "at skabe", berøringsflade med valgets kompleksitet. Jeg kan ikke tale. Det er idéens mødes med verdens konstitution, der overvælder mig, og valgets afgørende rolle i kollisionen mellem værk og verden. Det er den ene idé overfor den anden, den første rørelse overfor den femte rørelse. Det er listen af lydlige undersøgelser, som jeg står magtesløs overfor. For hvordan skal jeg nogensinde gennemskue hvad kunsten skal blive til i mødet med verden, og hvad er det rigtige møde? Jeg holder på tusinde skitser. Og her står jeg igen under skyen med stemmen, og det rigtige valg, som undviger mig jo mere jeg prøver at tage det, som at prøve at tænke på en drøm. Dets mere det rigtige valg dyrkes, dets mere i skyggen står jeg. Så hvad lytter man til når man ikke kan stole på den artikulerede stemme i skyen. Jeg ved det ikke, men måske er det den uartikulerede stemme bag mig, den der ikke ses og ikke høres, men som lurer der i stilheden, og i første omgang chokkerer mig til handling.

Jeg synes at jeg gradvist erfarer at valget ikke tilbyder en tænkt sandhed, men i langt højere grad en sanselig sandhed. Den rigtige café at sætte sig på og arbejde i dag, er ikke den anbefalede, eller den med flest mennesker, eller den med færrest mennesker, eller den med størst mulig identitetsmæssig overensstemmelse. At være, synes for mig, at være for kompleks en kollision af sandheder der arbejder på forskellige tidslinjer (for at inddrage Deleuze tænkning), som er umulig at analysere sig frem til en korrekt navigation i. Den rigtige café findes ikke. Det valg jeg tog, som åbnede spærringen i min egen tænkning. Dybest set var det ligegyldigt hvilken café jeg satte mig på, for den rigtige café synes at være den hvor jeg placerer mig i solen, og en åbning af oplevelsen er først og fremmest et spørgsmål om min egen tilstedeværelse og min lytning, og skyen kan altid blokkere for solen, hvis jeg stiller mig under den. Dog bestemmer jeg ikke over skydannelsen, og jeg skal ikke erklære mig selv som bodybuilder. Den lytning jeg gerne vil dele er eksponent for en hvis grad af intimitet, og følgende er en iagtagelse jeg selv har i forbindelse med min egen position som krop i lytning. Jeg oplever mig selv i lytningen, som overgående fra en person til en krop. Lytningen drejer sig om det skift fra den sceniske og billedelige lytning, til en lytning af en krop i et værelse, der sveder og stønner. Fra en konkret dramaturgi til en svagere dramaturgi. Men en dramaturgi af en mere invasiv karakter. Den sidste del vil os mere end den første, netop på grund af overgangen fra den iscenesatte (i form af den musik jeg bevæger mig til), til den konkrete dramaturgi. Skiftet sker ved 5.15, hvis ikke man vil høre det hele.

Jeg skal ikke erklære mig selv bodybuilder. Den lytning jeg deler fortjener dog at eksplodere ud i hvad der bedst kan omfattes af Kathy Acker's essay fra 1992, "AGAINST ORDINARY LANGUAGE: THE LANGUAGE OF THE BODY".

https://www.ubuweb.com/papers/Acker-Kathy_The_Language_of_the_Body.pdf

Om

Title: I shouldn’t declare myself a bodybuilder, and I’m reading a reading of a book I haven’t read, and it makes me nervous because the exposure of a level of understanding deeper than the understanding I haven’t yet arrived at is absurd, I can clearly hear that. Yet the nervousness still persists, born from the fear that time will be wasted and opportunities lost. I just bought the book on Saxo, formatted it in Calibre, and transferred it to my Kindle—and only now does the doubt arise. The book is Proust and Signs, Gilles Deleuze’s reading of Marcel Proust’s In Search of Lost Time. Deleuze writes in a completely inaccessible way, and yet I am drawn to his ideas; something pulled me in that direction.

A cloud begins to form above my head, casting a shadow. Inside the cloud sits a voice that weighs the passing time. It constantly chews on the numbers, analyzing the return on the time that has passed. It’s a paradoxical voice that urges me to rush, as if it actually wants the time to be wasted. It’s the voice that engages in endless decision-making, as if there were an ideal choice, and the more I debate, the less the choice feels like mine. The voice wants me to choose correctly, yet keeps me from the life that is found in choosing.

So how do I get rid of a cloud? I inhale until there’s no cloud left, only to discover that the voice doesn’t live in the cloud. I stick my head out, panting and gasping. No—I see that the cloud is there, and so I move into the sun, assuming the entire sky hasn’t turned overcast.

In many ways, “creating” shares a surface with the complexity of choice. I find myself unable to speak. It’s the meeting between the idea and the world’s constitution that overwhelms me, and the decisive role of choice in the collision between work and world. It’s one idea versus another, the first movement versus the fifth. It’s the list of sonic investigations before which I stand powerless. For how will I ever discern what the work should become in its meeting with the world, and what is the right meeting? I’m holding a thousand sketches. And here I am again beneath the cloud with the voice, and the right choice that evades me the more I try to make it, like trying to remember a dream. The more the right choice is cultivated, the deeper I stand in the shadow. So what do you listen to when you can’t trust the articulated voice in the cloud? I don’t know, but perhaps it’s the unarticulated voice behind me—the one that is neither seen nor heard, but lurks in the silence, and in the first instant shocks me into action.

I feel I am gradually learning that choice doesn’t offer a conceived truth, but rather a sensual truth. The right café to sit and work at today is not the recommended one, or the one with the most people, or the fewest, or the one with the greatest alignment with my identity. To be, to me, seems to be a collision of truths that is too complex—truths working on different timelines (to borrow from Deleuze’s thinking)—making it impossible to analyze my way to the correct path. The right café doesn’t exist. The choice I made, which opened the blockage in my own thinking—it ultimately didn’t matter which café I sat at, because the right café appears to be the one where I place myself in the sun. And an opening to experience is, first and foremost, a question of my own presence and my listening. The cloud can always block the sun if I stand under it. Still, I do not control cloud formation, and I should not declare myself a bodybuilder.

The listening I want to share speaks to a certain degree of intimacy, and the following is an observation I’ve had regarding my own position as a body in listening. I experience myself in listening as shifting from a person to a body. Listening is about this shift from a scenic and figurative listening to a listening of a body in a room—sweating and panting. From a concrete dramaturgy to a weaker dramaturgy. But a dramaturgy of a more invasive nature. The latter wants more from us than the former, precisely because of the transition from the staged (in the form of the music I move to) to the concrete dramaturgy. The shift happens at 5:15, if one doesn’t want to listen to the whole thing.

I should not declare myself a bodybuilder.

Still, the listening I share deserves to explode into what is best encompassed by Kathy Acker’s 1992 essay AGAINST ORDINARY LANGUAGE: THE LANGUAGE OF THE BODY.

https://www.ubuweb.com/papers/Acker-Kathy_The_Language_of_the_Body.pdf